Bag om spørgsmålsrækken: sådan bygger vi en moderators forberedelse
Sofie Lindberg
5 min. læsning
Et kig ind i øvelsen, hvor du researcher, skriver spørgsmål og planlægger taletid, så alle i panelet kommer til orde. Del to af forløbet om moderatorforberedelse.
Fra emne til afgrænset samtale
Når vi starter en øvelse i moderatorforberedelse, begynder vi ikke med spørgsmålene. Vi begynder med at sætte en ramme om emnet. En panelsamtale på tyve minutter kan ikke rumme hele et fagområde, så første opgave er at vælge tre eller fire spor, som samtalen skal bevæge sig langs. Jeg beder kursisterne skrive emnet i én sætning og derefter stryge alt, der ikke passer ind i den sætning.
Det lyder strengt, men det giver ro. Moderatoren ved, hvad samtalen handler om, og hvad den bevidst ikke handler om. Deltagerne i vores øvelser får hver en kort profil, og netop fordi øvelsen er et trygt rum, kan vi tillade os at lave fejl i afgrænsningen og se, hvordan en for bred ramme får samtalen til at sprede sig.
Vi bruger typisk en halv time på denne del. Mange vil gerne springe direkte til at formulere spørgsmål, men erfaringen fra studiegulvet er, at et spørgsmål uden en tydelig ramme bliver til tre spørgsmål i ét, og så ved ingen i panelet, hvad de egentlig skal svare på.
- Skriv emnet i én sætning
- Vælg tre til fire spor
- Stryg det, der ikke passer
Research, der kan bruges i studiet
Research for en moderator er noget andet end research for en skribent. Du skal ikke vide alt, men du skal vide nok til at opdage, når en deltager siger noget uklart, og til at stille det opfølgende spørgsmål, som publikum selv ville stille. I øvelsen får hver kursist et lille bilag pr. deltager med baggrund, holdning og et par nøgleord.
Jeg lærer dem at læse bilagene med en blyant og markere tre ting: hvor to deltagere sandsynligvis er uenige, hvor en deltager kan have brug for hjælp til at forklare sig, og hvilke fagudtryk der skal oversættes til almindeligt sprog. Det er de tre steder, hvor moderatoren faktisk gør en forskel.
Til sidst samler kursisten det hele på ét ark. Ikke fem sider noter, men ét ark, som kan ligge på knæet under optagelsen. Hvis du ikke kan finde noget på arket på to sekunder, er det for fyldigt, og så skal det beskæres.
- Markér uenighed mellem deltagere
- Find fagudtryk, der skal forklares
- Hold noterne på ét ark
Spørgsmålsrækken som skelet, ikke manuskript
En spørgsmålsrække er et skelet. Den skal bære samtalen, men ikke binde den. Vi bygger rækken i tre lag: et åbningsspørgsmål, som alle kan svare på uden forberedelse, nogle kernespørgsmål, som går i dybden med de valgte spor, og et afsluttende spørgsmål, som giver hver deltager mulighed for at samle sin pointe.
Åbningsspørgsmålet undervurderes ofte. Det skal være let og personligt, fordi det får hver deltager til at høre sin egen stemme i rummet og får lyden til at finde sit niveau. Kernespørgsmålene skriver vi åbne, men korte. Er et spørgsmål længere end to linjer, forsøger moderatoren som regel at svare på det selv.
Vi øver også at skrive reservespørgsmål. De ligger nederst på arket og bruges, hvis samtalen går i stå, eller hvis tiden pludselig er rigelig. En moderator, der har reserver, virker rolig, selv når planen skrider.
- Let åbning, som alle kan svare på
- Korte, åbne kernespørgsmål
- Reservespørgsmål nederst på arket
Taletid fordelt på forhånd
Det mest konkrete værktøj i forløbet er en lille tabel over taletid. Vi tager programmets længde, trækker introduktion og afslutning fra, og deler resten ud på deltagerne med et realistisk spillerum. Tallene er ikke et regnskab, men en retning, som moderatoren kan stille sig selv op imod undervejs.
Under øvelsen sidder en medkursist med et stopur og noterer, hvor længe hver deltager faktisk taler. Bagefter ser vi tallene sammen. Det er ofte tydeligt, at den mest ordrige deltager har taget næsten det dobbelte af den mindst ordrige, uden at moderatoren har opdaget det i øjeblikket.
Pointen er ikke at afbryde mere, men at se det tidligere. Vi træner små, venlige indgreb: at nævne en deltagers navn, at række kroppen mod den stille deltager, at sige, at vi gerne vil høre en anden vinkel. Det kræver øvelse, og det er derfor, vi gentager det flere gange i forløbet.
- Tabel over taletid pr. deltager
- Medkursist med stopur
- Venlige indgreb med navn og blik
Det, vi gør efter optagelsen
Når øvelsen er slut, ser vi ikke kun på, hvad der blev sagt, men på hvordan forberedelsen blev brugt. Kursisten får sit ark tilbage med egne streger på: hvilke spørgsmål blev stillet, hvilke blev sprunget over, og hvor kom der opfølgninger, som ikke stod på papiret. Det sidste er ofte det mest lærerige.
Vi taler om, hvorfor opfølgningerne opstod. Som regel skyldtes de, at moderatoren lyttede i stedet for at læse. Så forberedelsen er ikke et mål i sig selv, men en måde at frigøre opmærksomheden på, så den kan rettes mod menneskerne i rummet.
Til sidst skriver kursisten tre ændringer til næste gang. Kun tre, så de bliver husket. Det kan være et kortere åbningsspørgsmål, en tydeligere tidsmarkering eller en bedre placering af arket. Små justeringer, der bygger op over flere øvelser.
God moderatorforberedelse handler om at gøre plads: plads i rammen, plads på arket og plads i tiden, så deltagerne kan tale, og moderatoren kan lytte. Du behøver ikke have alle svar med ind i studiet, men du skal vide, hvad samtalen skal, og hvordan du hjælper den derhen. Det øver vi trin for trin i forløbet, med fiktive paneler og tid til at prøve igen.
Læs også i studienoterne
Siddeopstilling til efteråret: sådan får panelet ro på gulvet
Når lyset bliver lavere og studiet fyldes med jakker og tørre hænder, kan en gennemtænkt siddeopstilling gøre panelsamtalen mere afslappet for både deltagere og kamera.
Håndsignaler eller headset: to måder at styre studiegulvet på
Sofie sammenligner to måder at give cues på i en panelsamtale, stille håndsignaler og tale i headset, og peger på den kombination, hun anbefaler til øvelser.
Fem fejl ved gulvledelse og signaler, og hvordan du undgår dem
Jens gennemgår de fejl, der oftest opstår mellem kontrolrum og studiegulv, når du øver håndsignaler og nedtælling, og viser, hvordan små vaner gør samarbejdet roligere.