Gain, headroom og niveau: tre ord du skal kunne på lydsiden

Gain er forstærkningen helt ved indgangen, altså hvor kraftigt signalet fra mikrofonen løftes, før det går videre i lydbordet. En lavaliermikrofon på en jakkekant leverer et meget svagt signal, så den har brug for en del gain. En bordmikrofon tæt på munden leverer mere og har brug for mindre. Gain er derfor det første, du indstiller, og det gøres for hver mikrofon for sig.

Sæt gain, mens personen taler i sin normale stemme, helst med en sætning fra selve samtalen. Bed ikke om et råb eller en hvisken, for så rammer du ved siden af. Hvis gain står for lavt, bliver stemmen tynd, og støjen fra rummet fylder mere. Står det for højt, forvrænger lyden, og det kan ikke rettes bagefter. Det er den fejl, du skal lære at høre allerførst.

Headroom er afstanden mellem det niveau, en taler normalt ligger på, og det punkt, hvor lyden begynder at knase. Tænk på det som loftshøjden i et rum. Er der god plads over hovedet, kan en taler le højt eller blive ivrig uden at ramme loftet. Er der ingen plads, bliver hvert latterudbrud til forvrængning.

I en panelsamtale er headroom særligt vigtigt, fordi stemmerne ændrer sig undervejs. Nogen starter nervøst og stille og bliver varmere og højere efter ti minutter. Lad derfor den daglige snak lande et stykke under toppen af måleren, så der er luft til de øjeblikke, hvor energien stiger. Mange begyndere sætter niveauet helt op mod grænsen, fordi det ser pænt ud på måleren, men det koster dem de første højlydte svar.

Niveau er den samlede styrke, hver kanal har på vej ud af lydbordet, typisk styret med faderne. Her handler det ikke om den enkelte mikrofons indgang, men om balancen mellem talerne. Målet er, at publikum aldrig behøver at skrue op eller ned, når en ny taler tager ordet. Hvis en deltager med dyb og rolig stemme ligger lavere end en livlig sidemand, hører seeren kun den ene.

Træn dig i at lytte efter forskellen i stedet for blot at kigge på målerne. Sig til en kollega, at I skiftevis læser et afsnit op, og find fadernes stilling, hvor ingen stemme dominerer. Husk også at skubbe ubrugte mikrofoner ned, når en taler holder pause længe, for hver åben mikrofon samler rumklang og støj op og gør samlelyden grumset.

Rækkefølgen er vigtigere, end mange tror. Start med gain på hver mikrofon, mens personen taler normalt. Kontroller derefter, at der er headroom nok, ved at bede vedkommende sige noget med lidt mere kraft. Først til sidst justerer du niveauet med faderne, så stemmerne balancerer. Ændrer du på gain midt i samtalen, ødelægger du alt det forudgående arbejde, så lad den knap være i fred, når først optagelsen kører.

Lav et lille kort over studiegulvet med hver mikrofons navn og hvem der sidder ved den. Når et panel bliver omplaceret, er det lettere at huske, hvilken kanal der hører til hvem. I øvelserne på forløbet arbejder vi med konkrete panelopstillinger, og her skriver deltagerne kortet, før de rører ved noget udstyr.

Den hyppigste fejl er at rette gain i stedet for niveau, fordi det føles som det samme. Den næsthyppigste er at lade en lavaliermikrofon ligge og skramle mod en halskæde eller en skjortekrave. Lyt med hovedtelefoner, og bed gerne personen om at bevæge sig lidt, før I går i gang, så du hører, om stoffet gnider.

Den tredje fejl er at stole på det første lydtjek. Folk sætter sig anderledes til, efter de har fået vand eller en kort samtale med sidemanden. Tag derfor et nyt kort tjek lige før start, selv om alt lød fint ti minutter tidligere. Det tager under et minut og sparer dig for en optagelse, hvor den ene taler er svær at forstå fra første spørgsmål.