Cue: det lille ord, der får et panel til at skifte taler roligt
Mette Aagaard
6 min. læsning
Et cue er det signal, der fortæller moderator, kamera og lyd, hvad der sker i næste øjeblik. Her forklarer jeg ordet i almindeligt sprog og viser, hvordan det bruges i et panel.
Hvad et cue egentlig er
Et cue er et lille, aftalt signal, der sætter noget i gang. Det kan være et nik, en hævet hånd, et ord i øret eller en linje på manuskriptet. Pointen er, at ingen i studiet skal gætte, hvad der sker næste gang. Når moderatoren siger det sidste ord i et spørgsmål, ved kameraet, at billedet skal skifte, og lyden ved, at en anden mikrofon snart bliver den vigtige.
I undervisningen på curtainvoxi bruger vi ordet fra første dag, fordi det samler tre funktioner i ét begreb. Moderator, kamera og lyd lytter efter hver deres cue, men de hører efter samme situation. Det gør forskellen mellem en samtale, der glider, og en, hvor folk afbryder hinanden eller sidder med et blik, der leder efter et kamera, som ikke kommer.
Man kan sammenligne det med en stafet.Løberen, der afleverer, og løberen, der tager imod, skal begge vide, hvornår pinden skifter hånd. Et cue er netop det øjeblik, sagt højt eller vist med kroppen, så overleveringen sker uden at nogen sakker bagud.
Tre slags cues i et panel
Det første er moderatorens cue til deltageren: et blik, en hånd eller et navn, der siger, at nu er det din tur. Det andet er cue til kameraet, ofte givet af instruktøren eller gulvlederen, som fortæller, hvem der skal i billedet. Det tredje er cue til lyden, så den rigtige mikrofon er åben, når personen begynder at tale, og ikke først tre ord inde i sætningen.
I en øvelse med fire deltagere kan alle tre slags komme i spil inden for få sekunder. Moderatoren stiller et spørgsmål til deltageren yderst til højre, kameraet glider fra totalen til et halvnært billede, og lydteknikeren hæver niveauet på netop den mikrofon. Hvis kun ét af leddene mangler sit cue, mærkes det med det samme.
Derfor træner vi dem hver for sig først og samler dem bagefter. Du lærer at give et cue klart, at modtage det uden at rette blikket forkert, og at bekræfte, så afsenderen ved, at signalet er forstået.
- Moderator til deltager: blik, navn eller åben håndflade
- Instruktør eller gulvleder til kamera: hvem og hvilket udsnit
- Til lyd: hvilken mikrofon åbnes, og hvornår
Hvorfor timingen i et cue betyder noget
Et cue, der kommer for sent, er næsten lige så ubrugeligt som et, der aldrig kommer. Hvis kameraet først skifter, når deltageren har sagt halvdelen af sit svar, ser seeren et forkert billede i de vigtigste sekunder. Hvis cuet kommer for tidligt, står kameraet på en person, der endnu ikke har åbnet munden, og stilheden virker akavet.
Reglen, vi arbejder med, er at give cuet i slutningen af den foregående tanke og ikke midt i den. Moderatoren afrunder med et naturligt punktum, gulvlederen ser det og viser signalet, og kameraet når at lande på den næste taler et halvt åndedrag før stemmen kommer.
Det lyder fint, men det kræver øvelse. Derfor gentager vi de samme skift mange gange i rolige tempi, indtil hænder og øjne gør det uden at tænke. Først når skiftet sidder i kroppen, lægger vi tempoet op til det, en rigtig samtale har.
Et eksempel fra en øvelse i efteråret
I en af efterårets øvelser sidder tre deltagere ved et halvmåneformet bord, og moderatoren skal bevæge samtalen fra den ene ende til den anden. Panelet handler om lokal trafik, et emne alle kender, så ingen behøver have en stærk holdning for at øve skiftet. Vi markerer hvert skift på manuskriptet med et lille pilesymbol og navnet på den næste taler.
Første gang går det skævt. Moderatoren kigger ned på sine papirer, gulvlederen mister blikkontakt, og kameraet venter for længe. Anden gang aftaler vi et fast mønster: moderatoren løfter blikket, gulvlederen nikker, og kameraet skifter på nikket. Tredje gang sidder det, og skiftet virker ubesværet.
Det er den slags små justeringer, der gør forskellen, og de bliver først synlige, når man har prøvet skiftet flere gange i samme opsætning. Derfor prioriterer vi gentagelse over variation i de første timer.
Hvad du kan øve derhjemme
Du behøver ikke et studie for at forstå princippet. Sæt to eller tre stole op i en stue, få nogen til at spille deltagere, og lad en fjerde stå ved siden af som gulvleder. Aftal tre signaler på forhånd og hold fast i dem, selv når det føles overdrevet. Optag med en telefon på stativ, hvis du har en, og se bagefter, om kameraet var klar i tide.
Det vigtigste er at sige signalerne højt, før du begynder. Mange fejl opstår, fordi to personer har forskellige billeder af, hvad et nik betyder. Når alle ved, at et nik betyder skift nu, forsvinder halvdelen af forvirringen.
Skriv også ned, hvad der gik galt, og hvad du ændrede. En lille notesbog ved siden af øvelsen er mere værd end en perfekt gennemførsel, for det er rækken af små rettelser, der gør dig sikker på, hvad du selv gør.
- Aftal tre signaler og sig dem højt først
- Lad én person kun passe på timingen
- Gentag samme skift fem gange i roligt tempo
- Skriv ned, hvad du rettede mellem hver gang
Når cuet går galt
Selv med gode aftaler glipper et cue nogle gange. En deltager kommer til at tale videre, moderatoren når ikke at afbryde, eller kameraet skifter til den forkerte person. Det vigtigste er ikke at gøre fejlen større ved at rette for hårdt. Et roligt, lille kursskifte virker bedre end et pludseligt hop.
Vi træner derfor også fejlhåndtering: Hvad gør gulvlederen, hvis kameraet er på den forkerte? Hvad siger moderatoren, hvis en deltager tager ordet uden at være kaldt? Svarene er enkle og ligner hinanden, nemlig et tydeligt blik, et rolig navn og en kort pause, som alle kan mærke.
Når en øvelse har gået galt, taler vi om det bagefter uden at pege fingre. Spørgsmålet er altid, hvilket cue der manglede, og ikke hvem der svigtede. Det holder stemningen støttende og lader dig prøve igen med en klar ide om, hvad du vil gøre anderledes.
Et cue er det mindste byggesten i en panelsamtale, men det er det, der får skiftene til at føles rolige for både deltagere og seere. Hvis du lærer tre signaler at kende og øver dem i langsomt tempo, har du allerede fået fat i kernen af overgange mellem talere. Resten er gentagelse, en tydelig aftale og tålmodighed med dig selv, når et skift ikke lander første gang.
Læs også i studienoterne
Hvor mange kameraer skal en panelsamtale egentlig have?
Det spørgsmål får vi oftere end noget andet i kameradækning. Her får du svar på, hvor mange kameraer du har brug for, og hvordan du fordeler dem på tre eller fire deltagere.
Hvad koster moderatorforberedelse, og hvad får prisen til at stige
Sofie Lindberg gennemgår, hvad der driver omkostningerne, når du forbereder dig som moderator: researchtid, øvelsesrunder, panelets størrelse og hvor meget feedback du får undervejs.